Ansættelsesudvalget: Når flest mulige skal have mindst muligt ansvar
Ansættelsesudvalget blev opfundet med de bedste intentioner.
Flere perspektiver. Større fairness. Bedre beslutninger.
Idéen er god. Resultatet er det ofte ikke.
Hvad der sker i rummet
Når seks mennesker skal blive enige om én kandidat, sker der noget forudsigeligt.
Den kandidat, ingen er uenige om, vinder.
Ikke den bedste. Den mindst kontroversielle.
Stærke kandidater har ofte skarpe kanter. De udfordrer. De prioriterer anderledes. De er ikke lette at blive enige om, og det er præcis derfor, de ville have gjort en forskel.
Konsensus som kvalitetsfilter
Et ansættelsesudvalg er i praksis et filter, der sorterer mod midten.
Entusiasme fra én person kan ikke opveje skepsis fra en anden. Så skepsissen vinder, ikke fordi kandidaten er forkert, men fordi ingen vil stå alene med beslutningen.
Det er ikke ondsindet. Det er rationelt.
Hvis alle har ansvar, har ingen det.
Den uudtalte regel
I de fleste ansættelsesudvalg gælder en uudtalt regel: det er mere sikkert at sige nej end at stå inde for et ja.
Et nej kræver ingen begrundelse. Det er bare forsigtighed.
Et ja kræver mod, og mod forudsætter, at nogen er villig til at eje beslutningen.
Hvad der virker i stedet
Ikke færre øjne. Færre stemmer.
Involvér gerne flere i processen, til at stille spørgsmål, dele observationer, pege på blinde vinkler.
Men giv én eller to personer det reelle ansvar for beslutningen. Navngivne. Ansvarlige. Med hånden på kogepladen.
Så skifter dynamikken. Pludselig handler det ikke om at undgå fejl. Det handler om at træffe det rigtige valg.
Bottom line
De bedste ansættelser bliver sjældent truffet af udvalg.
De bliver truffet af mennesker, der er villige til at stå inde for dem.
Og det kræver ikke flere i rummet. Det kræver færre, med tydeligere ansvar.
Mads Lindhardt Henriksen